UFDS outsourcer skadebehandling og håndtering af policer til os

For at styrke og fremtidssikre selskabet har Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart (UFDS) udliciteret al behandling af arbejdsskader og håndtering af policer til os.


 

I 120 år har Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart (UFDS) håndteret den lovpligtige arbejdsskadeforsikring af medarbejdere om bord på skibe i den danske handelsflåde. Det gør forsikringsselskabet stadig, men som det første danske forsikringsselskab har den maritime nichevirksomhed valgt at outsource hele kerneforretningen med skadebehandling og håndtering af policer til os, som er Danmarks største virksomhed inden for behandling af arbejdsskader.

En af årsagerne er, at behandlingen af arbejdsskadesager bliver mere og mere kompleks i forhold til juraen og lovgivningen samt på det sundhedsfaglige og sociale felt.

»Forsikringsdrift udsættes for større og større krav til compliance, og der stilles de samme krav til et mindre selskab som til de største selskaber. Derfor giver det god mening at outsource vores skadebehandling og policehåndtering, fordi processerne kan implementeres i mere faste rammer og systemer i et større set-up hos Sedgwick Leif Hansen« siger Jacob Munch, der er administrerende direktør i UFDS.

Med outsourcing af selskabets kerneforretning vil Jacob Munch fremadrettet være den eneste medarbejder i UFDS. De øvrige medarbejdere bliver en del af det 150 store mandskab her hos os i Sedgwick Leif Hansen A/S. Vi behandlede sidste år hver fjerde arbejdsskade i Danmark og er Danmarks største skadebehandler inden for arbejsskade.

»Modellen sikrer, at vi optimerer og fremtidssikrer selskabet. Vi bliver styrket, og som nicheselskab vil vi stå endnu stærkere med flere ressourcer og fagkyndige personer til at håndtere kerneydelserne, mens jeg kan fokusere på compliance, strategi og udvikling,« siger Jacob Munch.

Han forventer, at modellen bliver en fordel for såvel de skadelidte som for medlemsrederierne.

»Den øgede kompleksitet i sagsbehandlingen taler for, at der er en gevinst at hente for både vores kunder og os selv ved at søge imod noget mere volumen, hvor mere end én medarbejder kan løse de forskellige opgaver. Sedgwick Leif Hansen har netop volumen og den nødvendige ekspertise på et meget bredt felt inden for eksempelvis lovgivningen og praksis på arbejdsskade-området,« siger Jacob Munch.

Jacob Munch, der er administrerende direktør i UFDS: »Modellen sikrer, at vi optimerer og fremtidssikrer selskabet.«

Jacob Munch, der er administrerende direktør i UFDS: »Modellen sikrer, at vi optimerer og fremtidssikrer selskabet.«

Et perfekt match

Forberedelserne til udliciteringen har stået på i næsten et år i tæt samarbejde med rådgivningsvirksomheden Thursday Consulting, og med den strategiske beslutning er UFDS samtidig det første forsikringsselskab, der vælger denne struktur.

»Det var et perfekt match mellem et mindre specialselskab, der havde mod på at outsource, og en større virksomhed, der havde appetit på et mindre marked. Jeg forventer, at vi vil se flere forsikringsselskaber følge efter i de kommende år. Der er klart en tendens til, at flere og flere mindre virksomheder ruster sig til fremtiden ved at outsource dele af eller hele deres forretning,« siger Robert Bo Jensen, der er partner i Thursday Consulting og har bistået med processerne og aftalen med Sedgwick Leif Hansen A/S.

Hos Sedgwick Leif Hansen A/S ser direktør for forretningsudvikling, Martin Nilaus Jørgensen, også store perspektiver i det nye samarbejde.

»Vi oplever, at forsikringsmarkedet er ved at åbne mere op. Der er kommet en accept af, at det ikke er nødvendigt at have kompetencerne på alle kerneområder in-house. For mange mindre selskaber er der langt større perspektiver i at outsource til en virksomhed som vores med et bredere kompetencefelt,« siger Martin Nilaus Jørgensen.